Kære Sejler,
Tak for en forrygende sæson. Vi startede lidt sløvt ud med en masse blæsevejr i juli og knap så mange gæster, men tog revanche i august. Vi har haft over 3.500 gæste-døgn, hvilket er ca. 10% bedre end sidste år. På de største dage havde vi næsten 250 gæstebåde i havnen. Og det er forløbet uden nogen større uheld, påsejlinger og skader. Fantastisk. 😊
Vi har pt problemer med strømmen på Bro 6 og 7 samt hos Vinterbaderne. Det skyldes et kabelbrud ml. de to broer som elektrikerne arbejder på højtryk for at fikse. Vi satser på, at alt er klar igen først i næste uge.
Der er sandet godt til i indløbet fra vest, og du skal derfor holde helt mod øst, hvis du skal på vandet. Der ligger en lille midlertidig bøje ml. molen og den grønne indsejlingsbøje, for at markere revlen. Der er bestilt oprensning, men afventer tilbagemelding mht. hvornår de kan komme og grave.

Opsigelse af bådplads. HUSK, at opsigelse af bådplads har deadline 1. oktober 2022 for at gælde for 2023. Men meld også gerne ind, hvis du ikke ønsker at opsige pladsen, men allerede nu ved, at du af forskellige årsager ikke kommer til at bruge din plads i 2023. Vi har så mange forespørgsler på langtids gæstepladser…
Måleraflæsning: HUSK også senest 1. oktober at aflæse og indberette måleraflæsning på dit målerkabel. Dette er vigtigt, da vi skal bruge tallet til fakturering for 2023.
Mht. optagning for vintersæsonen, så husk at få meldt ind til ”optagnings-udvalget” i Bådeklubben. Første optagning er 30. september og herefter kommer der umiddelbart tre optagninger mere i oktober/november.
Det var alt for denne gang… 😊
Havnefogeden