Strandlegepladsen ved Hornbæk Havn – er altid åben !
Blå Flag arrangementer på Strandlegepladsen 2025:
Arrangeret af Øresundsakvariet i Helsingør www.oresundsakvariet.ku.dk

Arrangementer med naturvejleder fra Øresundsakvariet.
Program for sommeren 2025 onsdage fra kl 10 – 12
Arrangementer vil skiftevis være med krabbefangst, rejehov og smagsprøver:
2/7 Blå Flag – De flade fisk på stranden
9/7 Blå Flag – Rejer mellem tæerne
16/7 Blå Flag – Krabbefangst
23/7 De flade fisk på stranden
30/7 Rejer mellem tæerne
6/8 Blå Flag – Krabbefiskeri
De flade fisk på stranden 2. og 23. juli kl. 10 – 12
Vær med til at fange de frække og hurtige fladfisk på stranden. Sammen med guider fra Øresundsakvariet trækker vi vod langs kysten og bagefter undersøger vi sammen fangsten og hører nærmere om de forskellige dyr og planter.
Aktiviteten foregår på stranden.
Mødested: ved grillpladsen ved strandlejepladsen på Hornbæk Havn.
Rejer mellem tæerne. 9. og 30. juli. kl 10 -12
Vi skal ud og fange rejer langs molerne og ved stranden. Hvordan lever rejerne og hvad spiser de? Hvorfor er de ikke røde, men grå eller gennemsigtige når vi fanger dem og mon de smager godt?
Efter fangsten går vi på grillpladsen ved Hornbæk Strandlegeplads og får en smagsprøve på pil-selv-rejer.
Aktiviteten foregår på stranden og på broerne i havnen.
Mødested: ved grillpladsen ved strandlejepladsen på Hornbæk Havn.
Krabbefangst. 16. juli og 6. august
På molen ved siden af strandlegepladsen skal vi på krabbefiskeri.
Her vrimler det nemlig med krabber.
Guider fra Øresundsakvariet kommer og fortæller om krabbens liv og udstyret med hjemmelavede krabbefiskestænger, skal vi på krabbefangst og se hvem der kan fang den største.
Husk en redningsvest hvis du har en.
Aktiviteten foregår på broerne i havnen ved siden af strandlegepladsen.



2010 – 2020.
Jonathan venter på Dig….
han er legepladsens mascot og sidder øverst på vejrhanen og holder øje med Dig!


Legepladsen har været ved havnen siden foråret 2010 og besøges hvert år af mange børn med deres forældre.
Her kan Du se et spændende hæfte om Jonathan, Strandlegepladsen og det gamle fiskerleje ved Hornbæk Havn:
“To-års-fest” – 25. april 2012:
Onsdag den 25. april 2012 fejrede Hornbæk Strandlegeplads 2 års fødselsdag. Trods regn og blæst var der mødt mange børn op for at ønske tillykke. Også en lille sæl havde fundet vej til legepladsen – Luffe hedder hun. Luffe sidder nu på en flot sten og kigger ud på børnene som leger. Ind imellem tager hun sig en dukkert i Øresund og fanger nogle af de fede sild og de frække fladfisk , som lever her. Det er nemlig hendes livretter. Måske er det derfor hun har en lidt tyk mave – eller det kan jo også være fordi hun venter en lille ny sælunge? Man kan aldrig vide!
Luffe er skåret i rødeg, og det er Daniel, som har bygget strand legepladsen, der også har lavet Luffe. En tak til Hornbæk Havnekiosk, Havnens Venner, Hornbæk Skibshandel og Hornbæk Fiskerhus, som har sponsoreret tilblivelsen af Luffe.


Februar 2010:
På stranden øst for havnen skal der laves en naturlegeplads som står i det maritime tegn.
En kreds af borgere fra Hornbæk og Hornbæk Havn bestyrelse står bag dette flotte initiativ.
Det er midler fra forskellige lokale foreninger, Nordea Bank og Lokale og Anlægsfonden, som tilsammen har rejst 250.000kr foreløbig til etape 1.