Kære Sejler,

Vi er nu færdige med at reparere gelænderet på lavbroen ud til gæstebroen. Det er stivet af, og der er kommet små solcellelamper på. I den sydlige ende af lagunen ligger en kæmpe sten, som dukkede op en dag, der var meget lavvande. Vi har mærket den med en lille pæl og en bøje, og den vil blive fjernet snarest muligt.

Mini 12’erne kommer i vandet i dag og handicapbroen er repareret efter den havde rejst sig en del efter sidste storm. Den burde nu være sikker at gå på og fange krabber fra 😊

Så er der kommet bredde-mål på den grønne side af vendeskiltene på alle pladser i havnen. (Dog ikke på de pladser, hvor jeg har skønnet, de ikke er aktuelle for gæster. Sig gerne til, hvis jeg har misset nogen).

OG VIGTIGT: Der er hvide dato-skilte på næsten alle pladser (flere skilte er bestilt). I må meget gerne skrive på dette, hvornår I er retur, hvis I sejler på tur med overnatning. Man kan skrive med en alm. permanent tusch, og det kan let fjernes igen med fx håndsprit. En god idé er at fjerne det, når I er retur, da det bliver sværere og sværere at få af, jo længere tid, det sidder på i solen.

Jeg kan også se, at der stadig er en del, som ikke har et blåt mærkat på båden med medlemsnr. (Måske båden er skiftet?) Kom gerne og hent et, da jeg ellers selv påsætter dette😉

Alle redningsstigerne er ved at få skiftet trin, da disse var blevet lidt trætte.

Slutteligt er den røde indsejlingsbøje nu på plads igen og der er god dybde i hele indløbet. Der er dog ”kun” 2,6m ved det indre østlige molehoved (ved lodsen), men også +20-30cm slam (altså 2,8-2,9m til fast bund), så der burde ikke være fare for grundstødning.

Kort over Lystbådehavne i Danmark:

Find dem i Billetkontoret til fri afhentning !

Husk i øvrigt at fjerne alle bådstativer, bukke, stiger mv. fra P-pladsen. Der står desværre stadig en hel del der ovre, og der er allerede run på parkeringspladserne på solskinsdage – og Kr. Himmelfart står for døren. Der står også bådstativer op af masteskuret og nord for dette. Disse skal lige sættes ind i skuret (med navn på) eller om bag ved 😉

Tak for hjælpen..

Havnefogeden
17. maj 2022