Anmodning om støtte til udbygning af havn i Hornbæk 1820  –

Brev tilsendt kong Frederik 6.

Hornbæk den 27de August 1820:

Brevet er gengivet i HORNBÆKEGNEN HORNBÆK HISTORISKE FORENING OG ARKIV Jubilæumsnr. 100 i 2015 med følgende kommentar:

der kan forekomme nogle meningsforstyrrende sætninger, som er kopieret efter en ikke fejlfri kopieret afskrift”

“Hornbæk fiskere i brændingen” maleri af C. F. Sørensen 1856.

På samtlige Hornbæks indvåneres vegne ansøger byens strandfoged og oldermand allerunderdanigst Deres Majestæt om den særdeles velgerning at en understøttelse lig den som allerunderdanigst er forundt Gilleleje fiskere måtte allerunderdanigst forundes Hornbæks leies indvånere til fuldførelse af et allerede betydeligen fremmet arbejde med anlæggelse af en bådhavn.

I en lang række af år følte Hornbæk leies talrige indvånere det trykkende afsavn af en liden havn for både. Udsatte for havets voldsomme indbrud, der ofte ved nordlige og vestlige storme indogså nåede op til den nordligste række af huse, altså langt over den plads, hvor leiets talrige både have deres stader, når de efter fuldendt søfart drages på land, kunne Hornbæks fiskere hidtil ofte med nød og næppe frelse de til deres næringsdrifts aldeles uundværlige både. Ikke uden livsfare, og aldrig uden største besværlighed for mandskabet eller mangfoldigt for bådene, kunne de i hårdt vejr, som på denne urolige kyst så ofte indtræder, drage bådene på landet, og ofte så deres med store bekostninger udredte garn ganske ødelagte af stormen og vejret fordi det farlige landingssted ikke sjældent i flere dage forbød dem at stikke i søen; ei at tale om, at bådene aldrig efter fuldendt søtur kunne blive liggende for anker i vandet, men selv ved det ro! igste vejr måtte med megen anstrængelse drages højt op på land, hvorfor de ved idelige sliden og skuren mod sanden og stenen tidligere end ellers havde været tilfældet bleven aflægs og ubrugelig. Hvor store tab leiet under disse omstændigheder ofte har lidt er derfor desværre endnu i sit for friskt og føleligt minde.

Hertil kommer endeligt at Hornbæk leie ifølge allerhøjeste anordning har et lods-selskab bestående af 12 mand der efter bestemmelsen skulle bringe de søfarende fornøden hjælp, men desværre ingenlunde altid kunne det, da det ikke sjældent i stormende vejr var hidtil aldeles umuligt at sætte en båd fra land; hvorfor enkelte fremmede søfarende stundom forgæves måtte vente på den i et så farligt farvand fornøden bistand.

Alle disse vigtige grunde tilsammentagen måtte naturligen for længe siden gøre det ønske levende i alle Hornbækker hjerte, at leiet måtte kunne erholde en bådehavn, hvorved hine besværligheder og følige tab og denne ikke mindre beklagelige ulempe kunne i fremtiden forebygges. Ej blev man derfor stående ved det blotte ønske, men i de tre sidste henrundne år lagde man med al mulig anstrængelse alvorlig hånd på værket, og skønt nøden i senere år var almindelig på Hornbæk Leie og mangelen trykkende følelig i næsten hver familie, arbejdede man dog utrætteligen fremad mod det ønskede mål. Allerede er omtrent 250 favne sten hidført for at danne mod Kattegats voldsomme indbrud en dæmmet bro bag hvilken bådene i sikkerhed kunne lande og lægge ud hvordan vejret end var. I en længde af 300 fod og en bredde af 16 fod strækker sig denne bro i en bue af nord nordøstlig retning, med en dybde af 8 fod vand ved den yderste ende og i en højde af 3 a 4 fod over vandfladen. Hidtil har dette kun halvt fuldendte arbejde på den mest overbevisende måde svaret til hensigten, og overtydet enhver kyndig om de uerstattelige fordele det ved at nå sin fuldendelse vil kunne bringe Hornbæks leis og tillige det elskede fædrendeland, hvoraf dette er en del. Men at fuldende dette så heldigen begyndte og så megen lovende arbejde står desværre ikke i vor magt. Vore til stenførslen brugte både haver lidt meget og det ville, når disse var opslidte, langt overstige vore kræfter at anskaffe os nye, så lidet fiskeriet i senere uheldige år haver indbragt; os er dog den eneste næringsvej, der kan bringe os det knapt tilskårne brød. Uden vederlag at forsømme disse for fremdeles at arbejde på den begyndende bådehavns fuldendelse var altså den sikre vej til hungersdød og dog kunne vi ikke uden med den inderligste smærte se et så erkendt gevaldigt foretagende standset på halvvejen.

Vort tillidsfulde håb hviler derfor på Deres Majestæt som vor allernådigste faderligsindede konge, idet vi herved allerunderdanigst ansøger Deres Majestæt om den særdeles velgerning at allerhøjstsamme ville af sædvanlig godhed allernådigst forunde os en lignende understøttelse til vort havnearbejdes fuldendelse med den der allernådigst er forundt Gillelejes fiskere til et lignende arbejdes fuldførelse, ikke tvivlende om at vedkommende øvrigheder og foresatte ville gunstig erklære sig til fordel for vort begyndte arbejde, henlever vi i håbet om allernådigste bønhørelse.

Underskrevet af Strandfoged Jens Olsen og på indbyggernes vegne: Christen Christensen, Lars Jensen og *a) Lars Johansen

*a) Lars Johansen var kaperfører på skibet ”Nødværge”

C.F. Sørensen: “Hornbæk Strand” – begn 1850’erne.

Redaktion Jens Peter Pihl maj 2020.

Gå tilbage til Havnens Historie……